Bretton Woods-aftalen og guldstandarden
Guldstandarden er et økonomisk system, hvor et lands valuta er sikret af guld. Det betyder, at et lands centralbank, der udsteder sedler, har en vis mængde guldreserver for at garantere sedlernes værdi. Guldstandarden har været anvendt i Danmark i løbet af 1800-tallet og en del af 1900-tallet. I 1945 blev der indgået en aftale i Bretton Woods, hvor flere landes valutaer skulle knyttes til den amerikanske dollar, hvilket skulle regulere valutakurserne under Den Internationale Valutafonds, IMFs, tilsyn. I forbindelse hermed garanterede USA dollarens værdi ved at anvende landets guldreserver som sikkerhed for dollaren.
Grundlaget for Bretton Woods-aftalen
Efter Anden Verdenskrig opstod der en stor ubalance i verdensøkonomien, da lande, der deltog i krigen, lånte store summer for at finansiere deres egne og allierede landes krigsudgifter. Efter krigen var der stor ustabilitet på både de nationale markeder og verdensmarkedet, hvilket førte til, at de lån, som landene havde fået, primært fra USA, ikke kunne tilbagebetales. Dette var en af årsagerne til, at den store bankekrise indtraf i 1930'erne.
Da Anden Verdenskrig brød ud, var eksperterne enige om, at der var stor risiko for, at historien ville gentage sig med ny ustabilitet på verdensmarkedet. Det førte til, at man inviterede 44 lande til en international konference i byen Bretton Woods i USA for at diskutere en holdbar løsning til at undgå fremtidige hændelser, der førte til økonomiske kriser i form af bankkollaps og devalueringer.
Bretton Woods-systemet
Under den internationale konference i Bretton Woods, som varede i 22 dage, nåede man endelig til enighed om en aftale, som blev underskrevet af alle tilstedeværende, bortset fra det daværende Sovjetunionen. Aftalen indebar, at alle deltagende landes valutaer skulle knyttes til dollaren med en fast kurs. Dette for at undgå store valutabevægelser og devalueringer med henblik på at skaffe sig markedsfordele og i stedet skabe en stabil, tryg og retfærdig økonomi på verdensmarkedet.
I forbindelse med mødet blev Den Internationale Valutafond, IMF, grundlagt. Den havde til opgave at overvåge alle medlemmers valutaer. Eventuelle kursændringer i forhold til dollaren måtte kun ske for at justere en grundlæggende ubalance i den såkaldte betalingsbalance.
USA garanterede dollarens værdi
En af forudsætningerne for at gennemføre aftalen, der indebar, at alle deltagende lande knyttede deres respektive valutaer til en fast kurs mod dollaren, var USAs garantier. USA garanterede dollarens værdi via sine guldreserver. Det betød, at alle lande, der deltog i aftalen, kunne indløse deres dollars mod guld. Værdien af 35 dollar blev sat til 1 troy ounce, hvilket svarer til knap 31 gram guld.
Afslutningen på Bretton Woods-aftalen
I slutningen af 1960'erne begyndte dollarens valutakurs alligevel at flyde, hvilket førte til, at præsident Richard Nixon i 1971 opsagde alle garantier for dollaren, da risiciene begyndte at blive for store. Det betød, at dollaren blev såkaldte fiatpenge med flydende kurs. Samtidig var der flere andre valutaer, der også blev flydende. Dollaren har dog gennem årene haft en vedvarende værdi i forhold til andre valutaer, hvilket har ført til, at dollaren anses for en sikker valuta og dermed stadig er den valuta, der primært bruges som reservevaluta af de fleste lande.
